top of page

BLOGINDLÆG

Massages effekt på kroppen

  • Frederik Blinkenberg
  • Feb 26, 2018
  • 2 min read

Massage har været udøvet som behandlingsform gennem en stor del af menneskets historie. Både som en intuitiv omsorg, når en mor spontant stryger sit barn på huden, hvis det har slået sig. Men massage er også blevet anvendt mere systematisk til behandling mod smerter og sygdomstilstande.

Lande som Kina, Japan og Indien har anvendt massage i forskellige former fra så tidligt som 3000 år før vor tidsregning. I Danmark kom massagen i starten af 1800-tallet sammen med Ling Gymnastikken - præget af et vestligt anatomisk syn på kroppen. Det er stadig en meget udbredt behandlingsform verden over, og det er der mange rigtig gode grunde til.

Massage er som udgangspunkt berøring af et andet menneske i form af strygninger, tryk, stræk mm. Denne form for berøring har mange forskellige positive indvirkninger på kroppen.

Under massage udskilles de såkaldte neurotransmittere serotonin og dopamin. Serotonin og dopamin er to signalstoffer i nervesystemet, der har afgørende betydning i forhold til at opretholde en afbalanceret sindstilstand.

Kroppens hormonsystem påvirkes også under massage. Fx sænkes indholdet af stresshormonerne kortisol og adrenalin i kroppen under massage og den afstressende effekt hjælpes yderligere på vej af udskillelse af hormonet oxytocin.

Massage udløser også vores endorfiner. Endorfiner har samme effekt på kroppen som morfin – det er en af flere grunde til, at massage har en smertelindrende effekt. Udløses meget endorfin, som efter en lang løbetur, vil man opleve at blive høj og glad. Den samme effekt kan i nogle tilfælde indtræffe ved massagebehandling.

Når man får massage under de rette omstændigheder af en dygtig behandler, vil kroppen og sindet altså ofte falde til ro og smerter vil reduceres. I denne tilstand aktiveres det, der kaldes det parasympatiske nervesystem. Det parasympatiske nervesystem, er en del af det autonome nervesystem (den del af nervesystemet, der er uden for viljens kontrol). Når det parasympatiske nervesystem aktiveres, igangsættes en kaskade af fysiologiske respons udløst af de føromtalte neurotransmittere og hormoner. Hjerterytmen falder, åndedrættet bliver roligt og dybt, blodkar i huden udvides, så blodet kan flyde til, blodtrykket falder, musklerne slapper af og fordøjelsessystemet begynder at arbejde. Tit oplever man under dyb afslapning at tankerne også sætter farten ned eller kommer og går som en let sommerbrise.

Det er altså en behagelig tilstand, hvor kroppen har mulighed for at genoplade og slippe væk fra følelsen af smerter og stress for en tid.

Book en tid hos BlinkenbergKropsterapi og mærk på din egen krop, hvordan en god behandling, kan lindre smerter og berolige krop og sind.

Comentarios


  • Facebook - Black Circle

​BlinkenbergKropsterapi     Roneklintvej 25     4720 Præstø     Tlf.: 28916974

bottom of page